Kort fortalt
Sorg kan begynde, mens det menneske, du elsker, stadig lever. Den er en ægte reaktion på tab, og at sørge tidligt gør ikke det senere tab lettere. Det, den kan give dig, er et blik for det, du stadig vil sige, mens der er nogen at sige det til.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Sorg under et andet navn. Mine klienter kalder det sjældent sorg, så længe personen stadig lever.
- Farvel i rater. Besøgene bliver kortere og mere praktiske, og det, der for alle andre ligner at klare det, er ofte afskeden, der bliver taget i rater.
- Det, der er muligt herfra. Med klienter, der bor langt fra en forælder, der er ved at svinde, bruger jeg mindre tid på skylden og mere på det, der faktisk er muligt herfra.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvad er sorg før døden?
Det er sorg, der begynder før det tab, den hører til. Personen ringer stadig om søndagen eller er stadig i værelset ved siden af, og noget i dig er stille begyndt at sige farvel.
Det, du føler, er sjældent ren tristhed. Nedenunder ligger en uro for det, der kommer, og med den følger skyld, irritation over netop det menneske, du er ved at miste, og lange flade stræk, hvor du næsten ingenting mærker. Kroppen fører sit eget regnskab: søvnen går først, så lysten til alt det, der ikke er praktisk, og maven falder sammen, når navnet står på skærmen, før du har nået at tænke noget.
Lettelse hører også med, og den er den, ingen siger højt. At ønske, at ventetiden skal holde op, er ikke det samme som at ønske, at personen skal dø, og de fleste af mine klienter har brug for at få det sagt ligeud, før de siger noget andet. Intet af det venter på en prognose. Det begynder, hvor et menneske, du elsker, er ved at blive uden for rækkevidde, mens livet går videre.
Hvorfor gør det ikke tabet lettere at sørge tidligt?
At sørge tidligt sætter ikke penge ind på en konto, du kan hæve på senere, og næsten alle kommer i den tro, at det gør.
Jeg hører det håb i den måde, klienter beskriver en lang sygdom på. De har grædt, de har øvet sig på telefonopkaldet, og de regner med, at selve dagen derfor vil være til at overleve på en måde, den ellers ikke ville have været. Når dagen kommer, er den sin egen begivenhed. Den sorg, der kom før, viser sig at have været sorg over det, der allerede var forsvundet, og ikke et afdrag på det, der stadig skulle komme.
Efter min kliniske erfaring er det ikke mængden af sorg i forvejen, der gør forskellen bagefter, men om man har følt sig nogenlunde forberedt på det, der skulle ske. Et menneske, der er under stort pres før et dødsfald, er ofte stadig under det bagefter, og det taler for at få støtte nu og er ikke en forudsigelse af dit tab. Intet her er en test, og intet af det fortæller dig, hvordan dit tab vil blive.
Kan man sørge over en, der ikke er ved at dø?
Ja. Du sørger, når et menneske er til stede og uden for rækkevidde på samme tid. Det er den mest ensomme udgave af det her, fordi ingen sender et kort for et tab uden en dato.
- Hvor det viser sig. Demens, afhængighed, en alvorlig hjerneskade, et brud i familien og et forhold, der slutter langsomt, mens begge stadig er i det.
- Hvor almindeligt det er. En gennemgang af 41 undersøgelser af sorg før døden hos pårørende til mennesker med demens fandt, at sorgen var størst hos ægtefæller og hos dem, der passede en med fremskreden demens1.
- Hvad det ikke gør. Det beskriver mønstre på tværs af pårørende. Det siger intet om, hvilken vej din egen sorg vil gå.
- Hvorfor den ikke bliver set. Menneskene omkring dig venter på en begivenhed, før de vil kalde det sorg, så du sørger for dig selv og kalder det stress.
Hvorfor er det sværere, når de bor langt væk?
Det er sværere på afstand, fordi alt det, der normalt bærer sorgen, foregår et andet sted. Ritualerne, søskendene og de små daglige omsorgshandlinger er dér, og du er her, på arbejde en tirsdag, og holder det hele gennem en telefon. Det gælder, hvad enten forælderen bor i Aalborg eller i et andet land.
Afstanden gør to ting på én gang, og mine klienter mærker begge. Den holder dig ude af de rum, hvor sorgen faktisk bliver båret, køkkenet, bilen, de hundrede små udvekslinger mellem mennesker, der står i det sammen. Den står også mellem dig og det værste, så en almindelig arbejdsdag i København holder dig samlet på en måde, som en sengekant ikke ville. Det er den anden del, klienter skammer sig over, og de fremlægger den som bevis på, at de ikke elsker personen nok.
Det, jeg arbejder med, er sjældent selve skylden. Det er regnestykket nedenunder, hvor du vejer dig selv op mod en bror, der bor rundt om hjørnet, og kommer til kort hver gang. Min kliniske vurdering er, at afstanden skal sørges over som et tab i sig selv, før nogen praktisk beslutning om besøg bliver truffet godt.
Hvordan bærer du sorgen, mens der stadig er tid?
Du bærer den ved at blive i kontakt med personen, træde ud af det med vilje en gang imellem og sige tingene, mens der stadig er nogen til at høre dem. At spænde dig op hjælper ikke.
- Hold øje med, at du trækker dig. Færre besøg, kortere opkald og en stemme, der forbliver praktisk, beskytter dig et stykke tid, og de koster dig den del, du ikke får igen.
- Regn tid væk som en del af opgaven. Behovet for en pause fra sygdommen og ønsket om at være der trækker i hver sin retning hele vejen, og efter min erfaring er pausen ikke at svigte.
- Spørg, hvad der kommer. Bed om et klart billede af, hvad de næste måneder sandsynligvis vil indeholde, fordi uro med en form er lettere at bære end uro uden.
- Sig én ting. Vælg den ene ting, du ville fortryde ikke at have sagt, og sig den inden for 14 dage, klodset, i én sætning.
- Når de ikke længere kan tage imod det. Sig det i stedet til en, der kender dem godt, fordi det stadig har brug for at komme ud af dig.
- Langt væk fra. Find ud af, hvad der er muligt derfra, hvor du bor, gør det, og hold op med at revidere dig selv op mod søskendet rundt om hjørnet.
Skridtene forudsætter, at din tilbagetrækning ikke allerede har lukket sig. De når dig ikke, hvis besøgene er blevet stille, hvis hver sætning, du planlægger, forbliver usagt, eller hvis uroen har overtaget de timer, hvor du ikke er sammen med dem. Er det dér, du er, flytter læsning det ikke, og individuel terapi er det næste skridt. Læs mere om sorgterapi i København.
Ofte stillede spørgsmål
Er det for tidligt at gå i terapi, mens personen stadig lever?
Nej, og før dødsfaldet er som regel det bedre tidspunkt at begynde. Hvordan et menneske har det før et tab, har en tendens til at følge med ind i, hvordan det har det bagefter.
Hvad sker der i terapi for sorg før døden?
Jeg arbejder med det, du bærer nu, det, du stadig vil sige, og det, din tilbagetrækning beskytter dig imod. Det er praktisk og følelsesmæssigt på én gang, fordi beslutninger om besøg og pleje er en del af sorgen.
Skal jeg komme alene eller tage min partner med?
Kom alene, hvis sorgen er din at bære, og tag din partner med, hvis belastningen lander på forholdet. Klienter begynder ofte alene og tager en partner med senere til et par sessioner.
Kan jeg bruge terapi i København, når min familie bor et andet sted?
Ja, og afstanden er som regel en af de første ting, jeg tager op. At bære en forælder, der er ved at svinde, på afstand har sine egne vanskeligheder, og de kan arbejdes med herfra.
Hvor længe skal jeg komme?
Jeg vil ikke sætte et tal på det, fordi sorg ikke følger en tidsplan. Nogle klienter kommer til en håndfuld sessioner omkring en beslutning, og andre bliver gennem sygdommen og videre.
At sørge over en, der stadig lever, er en tung og ensom slags sorg, og den får plads i terapi ved forventet sorg.
Kilder
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
