Hvorfor føler jeg mig som min partners forælder?

Hvordan endte jeg med at være den, der styrer det hele?

Ingen sagde ja til det. Det samlede sig, én fornuftig beslutning ad gangen.

Nogen skulle bestille tid hos tandlægen, og du havde kalenderen åben. Nogen skulle huske indbetalingen til institutionen, og du huskede den først. Hver gang var det en lille venlighed eller en lille effektivitet, og ingen af dem føltes som en forandring i ægteskabet. Men overblik hober sig op. Når du først er den, der ved, hvordan tingene står, bliver det langsommere at spørge end at gøre det selv, og at gøre det selv bliver en vane.

Følelsen kommer som regel længe efter ordningen. Du opdager, at du er træt på en måde, søvn ikke når. Du hører dig selv tale til din partner i en tone, du aldrig ville bruge over for en kollega. Du opdager, at du venter på tak for noget, du aldrig har sagt højt, at du bærer. Under det ligger noget sværere at indrømme: du ville gerne lægge det fra dig, og du er slet ikke sikker på, at du kan holde ud at se en anden bære det.

Hvorfor bliver jeg mere irriteret, når de prøver at hjælpe?

Fordi hjælp inden for den her ordning stadig skal gennem dig, og det giver mere arbejde, ikke mindre.

Når din partner spørger, hvad de kan gøre, er de villige. Det, der når dig, er endnu en beslutning, endnu en standard der skal forklares, endnu en ting der skal tjekkes bagefter. Irritationen er altså ikke urimelig. Den er et svar på at blive gjort til kontoret frem for at blive aflastet.

Det er herefter, I sidder fast. Du retter måden, det blev gjort på, eller du gør det om i stilhed, eller du siger ingenting, og dit ansigt siger det for dig. Din partner aflæser det præcist og konkluderer, at det ikke var umagen værd. Næste gang venter de på at få besked. Du oplever det som bevis på, at intet sker, medmindre du driver det, og så driver du det hårdere. Ingen af jer valgte det. I byggede det sammen, og hvert skridt gav mening for sig.

• Du spørger, og det lyder som en påmindelse. Ordene er en anmodning, men tonen bærer hver eneste gang, det blev glemt.
• De gør noget, og det bliver inspiceret. Selv en venlig rettelse fortæller dem, at opgaven aldrig rigtig var deres.
• De holder op med at tage initiativ. At vente på at blive spurgt er tryggere end at tage fejl, og det ligner fuldstændig ligegyldighed.

Jeg bruger et sprog for det her, som stammer fra transaktionsanalysen og Eric Berne. Den beskriver tre positioner, vi alle kan tale fra. Forælder er den position, der instruerer, retter og bærer ansvaret for en anden. Barn er den position, der retter sig ind, glatter ud eller stille gør modstand. Voksen er den position, der ser på det, der faktisk ligger foran den, og beslutter. Ingen af dem er en personlighed, og ingen af dem er et skældsord. De er positioner, og de smitter: taler du fra Forælder, inviterer du den anden ind i Barn, og derfor bliver den samme udveksling ved med at skabe de samme to mennesker.

Hvordan ser det ud fra deres side?

At blive behandlet som den mindst kompetente voksne i sit eget hjem er stille ydmygende, og ydmygelse skaber sjældent initiativ.

Jeg vil være forsigtig her, for det er her, par tit gerne vil have mig til at afsige en dom. Den, der bærer mest, bærer som regel mest. Det er virkeligt, og ingen omformulering gør det lige. Men den, der er blevet juniorpartneren, har sin egen oplevelse, og den handler ikke bare om dovenskab. De beskriver ofte et langsomt tab af status: ikke længere betroet med det, der betyder noget, rettet foran børnene, spurgt til råds efter beslutningen er truffet. Det er Barn-positionen, som den faktisk leves, og ingen går ind i den med vilje.

Nogle svarer ved at gøre sig små, og det ligner hjælpeløshed. Andre bliver passive på en måde med en kant, siger ja og gør det så ikke, hvilket er en form for modstand, der ikke behøver at blive sagt højt. Begge svar bekræfter det, du allerede tror, og så fornyer ordningen sig selv hver uge.

Handler det om huslige pligter, eller om noget andet?

Det handler om status, og derfor hjælper det så sjældent at fordele opgavelisten mere ligeligt.

Par kommer overraskende tit med et regneark. Opgaverne bliver fordelt på ny, alle opfører sig pænt i 14 dage, og så vender den gamle form tilbage. Det er ikke mangel på disciplin. En liste flytter opgaver og lader positionerne være: den ene taler stadig fra Forælder, og den anden svarer stadig fra Barn.

Forskningen peger i samme retning. I en spørgeskemaundersøgelse med mere end 10.000 personer i samboende par hang lavere tilfredshed ikke sammen med, hvordan husarbejdet var fordelt, men med om man selv oplevede sin andel som uretfærdig, og følelsen af uretfærdighed omkring fælles penge hang stærkere sammen med tilfredsheden end følelsen omkring husarbejde.¹ Den blev besvaret én gang, online, af en selvudvalgt gruppe, der var bedre stillet og bedre uddannet end de fleste, og data er fra 2008, så den beskriver et mønster og ikke en årsag. Det, den passer med efter min erfaring, er at smerten handler om position og anerkendelse, og at pligterne er dér, det bliver synligt.

Hvad kan vi ændre, og hvornår er det ikke det, det handler om?

Giv hele områder fra dig frem for enkelte opgaver, og accepter, at de bliver gjort anderledes.

• Giv tænkningen fra dig, ikke kun handlingen. At give en opgave videre holder dig i rollen som leder. At give et område videre, også hvornår og hvordan, er det, der faktisk lægger det fra dig.
• Lad det blive gjort dårligere i en periode. Kompetence vender tilbage gennem øvelse, og øvelse kræver en periode, hvor resultatet ikke lever op til din standard.
• Sig ønsket, ikke fejlen. Jeg vil gerne holde op med at være den, der husker alt åbner noget. Du husker aldrig noget lukker det.
• Læg mærke til øjeblikket, hvor du rækker ud for at rette. Det er dér, ordningen fornyer sig. Du behøver ikke stoppe, men du skal se det.
• Tal til den voksne i dem. En oplysning uden påmindelse hæftet på er den sætning, der oftest bliver besvaret fra Voksen frem for fra Barn.
• Spørg, hvad de holdt op med at tilbyde. Der er som regel en liste, og den er som regel ældre, end du tror.

Der er situationer, hvor de her råd ikke passer. Kommer din partners tilbagetrækning af depression, udmattelse eller noget, de kæmper med og endnu ikke kan sætte ord på, så beder du dem om noget, de ikke har lige nu, og det venligere arbejde er først at forstå, hvad der foregår. Og er ubalancen holdt på plads frem for gledet ind i, er din status ikke noget, der gled fra dig, men noget, der bliver holdt fra dig, så er det et andet emne med et andet svar. Jeg har skrevet om det i dramatrekanten og om at føle sig ansvarlig for alle.

Hvor I begge ønsker en forandring og ingen af jer kan finde håndtaget, er det almindeligt og til at arbejde med. Parterapi i København er et sted, hvor I kan se udvekslingen ske langsomt nok til at opdage, hvem der bevæger sig først, og hvad hver af jer beskytter. Du kan begynde med en session eller et gratis opkald på 30 minutter.

Ofte stillede spørgsmål

Kan parterapi hjælpe, hvis min partner ikke vil tage ansvar?

Ofte, ja, for det, der ligner afvisning, er som regel tilbagetrækning, og tilbagetrækning reagerer bedre på forståelse end på pres. Viser det sig at være en reel afvisning, bliver det tydeligt tidligt, og det er værd at vide i sig selv.

Ender terapien med, at det igen er mig, der skal ændre mig?

Nej, og jeg ville tage den bekymring alvorligt som en oplysning. Hvis arbejdet kun kræver mere af den, der allerede bærer mest, er det det forkerte arbejde, og det ville vi sige højt.

Hvad går arbejdet ud på, når den ene styrer det hele?

At sætte én almindelig udveksling så meget ned i tempo, at I begge kan se jeres eget træk i den. Mindre om, hvem der har ret om vasketøjet, og mere om, hvad der sker i hver af jer i øjeblikket, hvor der bliver spurgt og svaret.

Skal vi komme sammen, eller skal jeg komme alene først?

Sammen er som regel mest nyttigt, fordi mønstret kræver jer begge i rummet for at blive synligt. At komme alene er en rimelig begyndelse, hvis din partner ikke vil, eller hvis du vil forstå din egen del, før du tager det op.

Hvor lang tid tager det at ændre sådan et mønster?

Jeg kan ikke give dig et tal, og jeg ville være på vagt over for nogen, der gør. Par opdager som regel øjeblikket, hvor der bliver rettet, før de kan ændre det, og det at opdage det er det, der flytter sig først.

Kilder

1. Gendered perceptions of fairness in housework and shared expenses: implications for relationship satisfaction and sex frequency. PLOS ONE, 2019.

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.