Kort fortalt
At nå det, du har arbejdet for, og så ikke mærke noget, er en af de mere ensomme oplevelser, der findes. Du ved godt, hvor heldig du er, men den viden når ikke derind, hvor den skulle lande. Her kan du læse om, hvad det, du nåede, egentlig bar på.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Fladheden kommer efter målet og ikke undervejs. Mine klienter fortæller mig, at de havde det fint, så længe målet stadig lå foran dem.
- Det første, de gør, er at anklage sig selv for utaknemmelighed. Mine klienter bruger mere tid på at forsvare sig mod den anklage end på at se på, hvad der faktisk mangler.
- De er holdt op med at nævne det. Mine klienter beskriver, hvordan dem, der holder af dem, hørte en klage over et godt liv, og hvordan de besluttede ikke at sige det igen.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvorfor føltes det ikke af noget at få det, jeg ville have?
Fordi det at ville have noget og det at have det er to forskellige oplevelser, og næsten ingen planlægger den anden.
Så længe målet lå foran dig, gjorde det en masse stille arbejde. Det gav ugen en form. Det gjorde trætheden meningsfuld. Det gav dig en gyldig grund til at udskyde alle andre spørgsmål om dit liv, og udskydelsen føltes som disciplin og ikke som at gå uden om noget.
Så er det nået. Rammen falder væk, de spørgsmål, du udsatte, står og venter, og den følelse, du regnede med, kommer ikke og dækker over dem. Mange beskriver det, som om resultatet var hult. Oftere er resultatet helt i orden, og det, der er forsvundet, er det, der holdt ugen sammen.
Er jeg bare utaknemmelig?
Nej. Taknemmelighed og tomhed bor forskellige steder i et menneske, og den ene ophæver ikke den anden.
Du kan have et helt præcist billede af, hvor godt du har det, og alligevel opleve, at intet af det når ind til dig. Begge dele er sande på samme tid. At prøve at argumentere dig ud af det sidste med det første er det, de fleste har gang i, når de kommer til mig, udmattede af deres eget held.
Skylden er vigtig på grund af det, den forhindrer. Den, der har travlt med at bevise, at han eller hun ikke er forkælet, når aldrig frem til det egentlige spørgsmål: hvad håbede du, at succesen ville gøre for dig? Det spørgsmål kan besvares. Utaknemmelighed er slet ikke den rigtige anklage.
Hvorfor dukker det næste mål så hurtigt op?
Fordi noget nyt at stræbe efter giver rammen tilbage, og lettelsen ved det er ægte, før den bliver et problem.
Kort efter, at de er fremme, har de fleste fundet det næste mål. Det virker. Ugen får en form igen, spørgsmålene ryger tilbage i skuffen, og ingen omkring dig vil nogensinde indvende noget, for udefra ligner det gåpåmod.
Der er en skelnen i forskningen, som er værd at låne her. Tilfredshed ser ud til at være sin egen tilstand og ikke bare en stærk udgave af glæde, og forskningen peger på, at den ikke følger af ydre omstændigheder eller af positive begivenheder som præstationer, mens en tilbøjelighed til tilfredshed hang sammen med større selvaccept1. Undersøgelserne byggede på amerikanske onlinepaneler og universitetsstuderende, alt var selvrapporteret, og et af målene hang kun svagt sammen, så de afgør intet om dig. Men de beskriver en form, jeg kender igen. Det, du mangler, hørte aldrig til den slags ting, man kan vinde.
Derfor virker det næste mål heller ikke, og derfor kan mønstret køre i årevis, før nogen ser direkte på det.
Hvad var det egentlig, jeg prøvede at få?
Som regel noget, som præstationen ikke kunne levere: at blive set, at være tryg eller at gøre op med en gammel dom over dig selv.
Et menneske, der tidligt lærte, at opmærksomhed fulgte med det, man ydede, bygger tit et liv af ydelser. Logikken holder. Den virkede engang. Vanskeligheden er, at den køber det forkerte, for det, du længes efter, er at blive mødt, som du er, og det, du får i stedet, er anerkendelse for det, du har lavet, og det skal laves igen.
D.W. Winnicott beskrev det selv, et barn bygger op for at leve op til de betingelser, det står over for, og James F. Masterson skrev om, hvad der sker, når den konstruktion skal holdes ved lige i 30 år. Mennesker i den situation er sjældent ulykkelige på en tydelig måde. De er dygtige, vellidte og en lille smule fraværende, og de mærker det mest i det øjeblik, hvor en succes skulle have ramt og ikke gjorde det.
Noget af det, du har bygget, er slet ikke falsk. Du har måske i høj grad ønsket dig karrieren, og ambitionen kan være helt din egen. At finde ud af, hvilke dele der var dine, og hvilke der var betingelserne, tager tid, og det bliver ikke bedre af, at du på forhånd beslutter, at hele livet var en fejl.
Hvad hjælper, og hvornår handler det om mere end arbejdet?
Det, der flytter noget, er at se på, hvad alt det, du nåede, skulle bruges til, frem for at finde et bedre mål.
- Lad være med at sætte det næste mål et stykke tid. Ikke for altid. Længe nok til, at følelsen nedenunder kan blive tydelig i stedet for at blive dækket til igen.
- Læg mærke til de timer, der ikke skal bruges til noget. De fleste i den situation kan ikke nævne én ting, de gør, som ikke bygger hen mod noget, og det fravær siger noget.
- Sig den sætning, der ikke må siges, til ét menneske. Jeg har det hele, og det virker ikke. At høre den sagt højt er noget andet end at bære rundt på den.
- Se på, hvad du forventede, at succesen skulle gøre en ende på. Svaret er tit en bestemt gammel følelse, og at sætte navn på den kan bruges til mere end en ny plan.
- Skil trætheden fra tomheden. Noget af det er den enkle pris for mange års anstrengelse, og den del bliver bedre af hvile og ikke af indsigt.
Det passer til en, hvis vanskelighed stadig mest handler om mening. Hvor fladheden har bredt sig til alt, også til de mennesker, du holder af, hvor den har varet i måneder frem for uger, eller hvor lysten og søvnen er forsvundet med den, er det ikke længere et spørgsmål om din karriere, og det bliver ikke løst af en bedre. Det kræver sin egen opmærksomhed.
Det, jeg ikke kan sige herfra, er, hvilken af de to du står i. De lyder næsten ens, når nogen beskriver dem første gang, og forskellen viser sig som regel, når der er et sted, hvor du kan sige det hele og ikke kun den pæne halvdel. Det er det, en session er til, i psykoterapi for ledere og fagfolk i København, eller først i et gratis afklarende opkald på 30 minutter.
Ofte stillede spørgsmål
Er det værd at gå i terapi med, når der ikke er noget galt?
Ja. Det er noget af det mere håndgribelige, folk kommer med. Der ligger som regel et klart spørgsmål nedenunder, og det plejer at blive synligt ret hurtigt.
Vil du sige, at jeg skal sige mit job op?
Nej. Det er din beslutning, og ofte er det ikke den, det handler om. Arbejdet går ud på at finde ud af, hvad jobbet bar på, før nogen ændrer noget.
Jeg er ikke deprimeret. Er terapi så det forkerte sted?
Nej. En stor del af det her arbejde har intet med sygdom at gøre. Det handler om, hvad et liv blev bygget op omkring, og hvad det lod ude.
Hvordan ændrer det noget i praksis at tale om det?
De fleste oplever, at deres valg bliver enklere, mere end at deres følelser bliver lysere. At vide, hvad du egentlig var ude efter, ændrer, hvad du siger ja til.
Skal jeg sidde over for dig, eller kan det foregå online?
Begge dele kan lade sig gøre: på Møntergade i København eller over video. Mange med et travlt arbejdsliv vælger det, der passer ind i ugen, og det er en fin grund.
Mærker du ingenting, selvom du har nået det, du ville, kan du læse om min terapi mod tomhedsfølelse og om terapi mod højtfungerende depression.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
